Hvad er voldgift?

Af Peter Arnt Nielsen

1. Voldgift
2. Fordele ved voldgift
3. Ulemper ved voldgift
4. Institutionel voldgift
5. Ad hoc voldgift

1. Voldgift
Udgangspunktet i dansk ret er, at civile tvister afgøres af domstolene. En anden mulighed er voldgift. Voldgift forudsætter i modsætning til domstolsbehandling, at parterne er enige om at lade tvisten afgøre ved voldgift.

Har parterne indgået aftale om, at en bestemt tvist eller eventuelle fremtidige tvister i et bestemt retsforhold skal afgøres ved voldgift, indebærer aftalen, at tvisten ikke skal løses af domstolene, men derimod af den ved parternes aftale etablerede voldgiftsret.

Voldgiftsretten består af en eller flere voldgiftsdommere, som parterne selv vælger. Voldgift er således karakteriseret ved, at parterne i stedet for at gå til domstolene nedsætter en privat ret, voldgiftsretten, som afgør tvisten med bindende virkning for parterne. Grundlaget herfor er den mellem parterne indgåede voldgiftsaftale.

Voldgiftsretten kan enten etableres gennem et voldgiftsinstitut (institutionel voldgift, jf. afsnit 4) eller på et selvstændigt grundlag (ad hoc voldgift, jf. afsnit 5).

Afgørelse af tvister ved private voldgiftsretter har gennem århundreder været accepteret og anerkendt. Voldgiftsinstituttet er tilmed ældre end den offentlige domstolsproces. Den væsentligste årsag til anerkendelsen af voldgift fra statsmagtens side er begrundet i hensynet til kontraktsfriheden eller ”det frie samfunds princip”. Heri ligger – inden for den civile retspleje – en anerkendelse af vægten og legitimiteten af de grunde, der får personer og virksomheder til at vælge en privat voldgiftsret i stedet for de offentlige domstole.

Udover dette hovedhensyn kan anerkendelsen af voldgiftsinstituttet også begrundes med procesøkonomiske betragtninger, navnlig fordi private voldgiftsretter aflaster statens domstole.

En aftale om voldgift indsættes ofte i kontrakter, hvorfor voldgift som regel vil være aftalt, før tvisten opstår. Parterne har imidlertid også mulighed for at aftale voldgift efter tvistens opståen.

Voldgiftsretten behandler tvisten i overensstemmelse med de retningslinier, som parterne har aftalt for sagens behandling. Har parterne valgt institutionel voldgift anvendes som altovervejende hovedregel den valgte institutions procesregler, mens parterne ved ad hoc voldgift som i de fleste tilfælde anvender nogle standardprocedureregler. Voldgiftsretten forsøger eventuelt at mægle forlig. Voldgiftsretten afgør sagen ved kendelse, og kendelsen kan, ligesom en dom afsagt af domstolene, tvangsfuldbyrdes af fogedretten.

Selv om voldgift er et alternativ til domstolsbehandling, foregår der et vigtigt samspil mellem domstolene og de private voldgiftsretter. Som nævnt tvangsfuldbyrder domstolene voldgiftsretternes kendelser, men domstolene kan også yde voldgiftsretterne bistand til f.eks. etablering af voldgiftsretten og optagelse af bevis.

Domstolene har også en vigtig kontrolfunktion overfor voldgiftsretterne. Domstolene kan således i visse tilfælde tilsidesætte en voldgiftskendelse som ugyldig, f.eks. fordi voldgiftsdommerne har overskredet deres mandat, eller fordi voldgiftsretten ikke har givet parterne eller en af dem en retfærdig sagsbehandling. Domstolene fører også kontrol med at sager, der efter deres art ikke kan afgøres ved voldgift, ikke henskydes til en voldgiftsret.

Særligt i internationale sager er voldgift særdeles udbredt, navnlig fordi parterne gennem voldgift kan vælge et neutralt forum, hvor de har indflydelse på voldgiftsrettens sammensætning, sagsbehandling og retsanvendelse. Hertil kommer, at voldgiftskendelser som følge af internationalt samarbejde i meget større udstrækning end domme er sikret mulighed for tvangsfuldbyrdelse i andre lande.

Voldgift er på denne baggrund et særdeles vigtigt alternativ til domstolene i sagstyper, som kan afgøres ved voldgift.

Voldgift er i Danmark reguleret af voldgiftsloven og voldgiftsbekendtgørelsen.

Voldgift er forbundet med både fordele og ulemper sammenlignet med tvistløsning ved domstolene. Det beror først og fremmest på parternes individuelle behov i det konkrete retsforhold, om voldgift- eller domstolsbehandling bør foretrækkes, men der kan peges på en række forhold, som generelt har betydning for valget mellem voldgift og domstolsbehandling.

2. Fordele ved voldgift
1) Parterne har mulighed for at udpege voldgiftsdommere, som besidder en særlig kundskab i netop det sagsområde, tvisten angår. Mens dommere ved domstolene i almindelighed er generalister, åbner voldgift op for at etablere en privat ret bestående af specialister. Der kan f.eks. udpeges jurister med særlig sagkundskab, f.eks. i søret, entrepriseret eller andre specielle retsområder, ligesom der kan udpeges personer med et særligt branchekundskab eller med en bestemt teknisk eller erhvervsmæssig indsigt.

2) Voldgift foregår for lukkede døre, mens den civile retspleje ved domstolene er baseret på et offentlighedsprincip, hvor der som hovedregel er fri adgang til forhandlingerne i retten. Den diskretion, som voldgift indebærer, betyder, at f.eks. konkurrenter og pressen ikke får kendskab til sagen. Diskretionen er dog ikke absolut, idet voldgiftskendelsen vil blive offentlig tilgængelig i forbindelse med et ugyldighedssøgsmål ved domstolene eller en anmodning om tvangsfuldbyrdelse af kendelsen ved fogedretten. Hertil kommer, at visse voldgiftsinstitutioner rent faktisk offentliggør voldgiftskendelser afsagt i deres regi i anonymiseret form.

3) Ved voldgift kan parterne tilpasse sagsbehandlingen i overensstemmelse med, hvad den konkrete tvist tilsiger. En sådan fleksibilitet er ikke altid mulig for domstolene, hvis sagsbehandling ofte er meget detailreguleret og ufravigelig.

4) Mulighederne for at anvende moderne tekniske hjælpe- og kommunikationsmidler er gode i voldgiftssager, da det alene forudsætter parternes aftale herom, mens det  ved domstolene typisk kræver lovhjemmel og tilstrækkelige budgetmæssige rammer. Anvendelse af videokonferencer samt brug af video mv. ved afgivelse af parts- og vidneafhøringer samt online stenografi o.lign. er på denne baggrund mere udbredt i voldgiftsretter end i nationale domstole.

5) Voldgiftskendelsen er endelig. I modsætning til domstolsbehandling, hvor en dom som altovervejende hovedregel kan appelleres, aftaler parterne i en voldgiftssag stort set undtagelsesfrit, at kendelsen er endelig og dermed ikke kan appelleres til en ”appel”-voldgiftsret. Principielt set kan et sådant appelsystem dog etableres af parterne. Voldgiftskendelsens endelighed indebærer, at tvister alt andet lige bliver hurtigere afgjort ved voldgift end ved domstolsbehandling, fordi en ofte tidskrævende appel afskæres.

6) Hvorvidt voldgift er billigere end domstolsbehandling afhænger af mange faktorer, herunder sagens karakter. Voldgiftbehandling indebærer, ud over advokatsalærer, typisk udgifter til administration, voldgiftsdommernes honorarer, leje af lokaler og sekretærhold mv., gebyr, hvis der er tale om institutionel voldgift, og rejseudgifter o.lign. Domstolsbehandling indebærer ikke tilsvarende udgifter, bortset fra retsafgift og advokatsalærer, da staten afholder de administrative omkostninger forbundet med domstolene, herunder løn- og lokaleudgifter. Disse forskelle skyldes, at voldgift er behovsbestemt, mens domstolene offentlig myndighed altid står til rådighed for parterne. Den manglende appelmulighed ved voldgiftsbehandling har i sig selv en omkostningsbegrænsende virkning.

7) Voldgiftens natur, hvor dommerne er valgt af parterne, og hvor forhandlingerne foregår for lukkede døre, er et forhold, der bidrager til, at parterne under og efter tvistens afslutning kan bevare deres forretningsforbindelser. Dette skyldes, at procesformen af de involverede kan opleves som mindre konfliktfyldt. Samtidig kan kendelsens indhold og præmisser også bidrage til at opretholde eller forbedre parternes forretningsforhold, fordi præmisserne i en voldgiftskendelse kan være mere fyldige og dermed af parterne i visse tilfælde opfattes som bedre og mere overbevisende end en tilsvarende dom fra domstolene. Voldgift forbedrer således muligheden for at parterne betragter afgørelsen som rigtig ud fra den konkrete sags omstændigheder.

8) Ligesom domstolene anvender voldgiftsretterne gældende ret. Imidlertid er der i modsætning til domstolene, der altid skal afgøre tvister efter gældende ret, ved voldgift mulighed for at aftale, at voldgiftsretten skal afgøre sagen efter billighed, dvs. friere overvejelser, herunder hvad voldgiftsretten finder rimeligt og retfærdigt i den konkrete sag. Valg af voldgift kan uden særskilt bemyndigelse til voldgiftsretten også indebære, at sagen afgøres på grundlag af en friere anvendelse af gældende ret, herunder ved inddragelse af navnlig erhvervs- og forretningsmæssige hensyn.

9) I internationale sager anses voldgift i almindelighed for at være et bedre middel end domstolsbehandling af tvisten. Dette skyldes flere forhold. Først og fremmest kan parterne aftale et ”neutralt forum”, dvs. at voldgiften skal finde sted i et land, som ingen af parterne kommer fra, eller i et land, hvor reguleringen af voldgift er særligt betryggende eller anerkendt. Endvidere har parterne indflydelse på voldgiftsrettens nationale sammensætning, således at det f.eks. undgås, at en eller flere af dommerne har samme nationalitet som en af parterne. I modsætning til domstolene, hvor processproget følger domstolens nationalitet, kan parterne ved voldgift aftale processproget.

10) Det internationale retssystem er bedre udbygget for voldgiftskendelsers vedkommende end for domme. Voldgiftskendelser er således sikret anerkendelse og tvangsfuldbyrdelse i flere end 132 stater, som har tiltrådt eller ratificeret den såkaldte New York-konventionen fra 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser. New York-konventionen er tiltrådt af Danmark og dets betydeligste samhandelspartnere.

3. Ulemper ved voldgift
1) Den manglende appelmulighed kan opfattes som uhensigtsmæssig af den tabende part, hvis denne finder, at voldgiftskendelsen er forkert. Herved afskæres den tabende part fra at få sagen bedømt på ny. Den manglende appelmulighed indebærer dog ikke, at der ikke er mulighed for at få voldgiftskendelsen tilsidesat som ugyldig, men den kan opleves som et problem i det ”mellemområde”, der kan være mellem ”forkerte” og ugyldige voldgiftskendelser.

2) Det kan være et problem, at voldgiftsbehandling ikke nødvendigvis fuldt ud har samme retssikkerhedsmæssige garantier, navnlig i forhold til sagsbehandling, som domstolsbehandling indebærer. Dette skyldes, at parterne ved voldgift enten selv fastsætter de processuelle rammer, eller vælger en fast voldgiftsinstitutions procesregler, der typisk er meget kortere og mindre detaljerede end de procesregler, der gælder ved de civile domstole.

3) Procesomkostningerne kan specielt i mindre sager være uforholdsmæssigt store ved voldgift. Dette skyldes, at parterne skal betale voldgiftsrettens honorar, hvorfor kun større sager som regel kan bære de med en voldgiftssag forbundne omkostninger og udgifter.

4) Voldgift være et problem for retsudviklingen, fordi voldgiftprocessens fortrolige karakter indebærer, at offentligheden, herunder retsanvenderne, ikke får kendskab til afsagte voldgiftskendelser. Hermed kommer der til at mangle præjudikater på de sagsområder, hvor voldgift er den foretrukne måde at afgøre tvister på. Denne ulempe afhjælpes dog i et vist omfang, fordi nogle voldgiftsinstitutioner offentliggør et betydeligt antal kendelser. Dette er bl.a. tilfældet for Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed og Det Internationale Handelskammers voldgiftsinstitution.


4. Institutionel voldgift
Ved institutionel voldgift forstås, at en tvist afgøres af en voldgiftsret nedsat gennem en fast voldgiftsinstitution. Den faste voldgiftsinstitution medvirker typisk ved voldgiftsrettens etablering og under voldgiftssagen, der som regel følger det pågældende instituts procesregler for voldgiftssager. Den væsentligste fordel ved institutionel voldgift er, at sagen er i faste rammer, navnlig fordi den pågældende voldgiftsinstitutions procesregler gælder i det omfang parterne ikke har fraveget dem.

Der findes i Danmark to større faste voldgiftsinstitutioner; Det Danske Voldgiftsinstitut og Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed. En mindre, fast voldgiftsinstitution er Det Danske Handelskammers Voldgift. De tre voldgiftsinstitutioner er private. Endvidere findes der en række anerkendte voldgiftsinstitutioner i udlandet.

Der henvises til Institutionel voldgift, hvor der er links til forskellige voldgiftsinstitutioners hjemmesider.


5. Ad hoc voldgift
Ved ad hoc voldgift forstås, at parterne i en konkret tvist etablerer en voldgiftsret på eget initiativ og uden nogen tilnytning til eller assistance fra en fast voldgiftsinstitution.

Begrundelsen for at vælge ad hoc voldgift kan bl.a. være omkostningsmæssige forhold, fordi parterne ved ad hoc voldgift selv kan bestemme, hvorledes sagsomkostningerne skal fastsættes og fordeles. En anden grund til at vælge ad hoc voldgift er, at de processuelle rammer kan fastsættes fuldt ud på baggrund af parternes behov og tvistens genstand i den konkrete sag. Mens proceduren ved institutionel voldgift som udgangspunkt er fastlagt på forhånd i den valgte institutions procesregler, har parterne ved ad hoc voldgift større mulighed for at ”skræddersy” procesgrundlaget.

I modsætning til institutionel voldgift kræver valget af ad hoc voldgift, at parterne aftaler hvilke processuelle regler, der skal gælde for sagen. Typisk enes parterne om reglernes indhold, eller de overlader det til voldgiftsretten selv at fastsætte det processuelle grundlag for sagsbehandlingen. Der er i øvrigt intet til hinder for, at parterne aftaler, at en bestemt institutions procesregler, eventuelt med visse aftalte begrænsninger, skal gælde for sagen.